Den almindelige opfattelse af børn, hvis man ihvertfald skal være politisk korrekt, er at det er små voksne, hvorfor de har, og har ret til, at have en mening om alt. Denne mening anses tillige for at være lige så betydende, og væsentlig som de voksnes, børnene besidder åbenbart en særlig indsigtsfuldhed.
Så langt så godt.
Dette foranlediger at børn i højere og højere grad inddrages i de beslutninger der vedrører deres hverdag, hvilket da også konkret kan måles i familiernes indkøbsvaner, hvor børnene i mange tilfælde har det afgørende ord, når der skal træffes beslutninger om alt fra hverdagsindkøb til indkøb af varrige forbrugsgoder.
Jeg erfarer på DR, at man har iværksat en kampagne, hvor børnene skal kåre den "klammeste skole"(man annekterer oven i købet et sprogbrug fra børnenes verden, til trods for at disse næppe er målgruppe, læsere endsige brugere af DR/nyheder. Dette er et andet eksempel på at børnenes mening og vurdering tillægges en stor betydning, så betydende at vi nyhedslæsende voksne skal præsenteres for deres vurderinger og sprogbrug.
Dette foranledigede indledningvist at jeg "øffede" hen over morgenkaffen i den forløbne uge, hvor efter at "min bedre halvdel" påpegede, at skoler der var forfaldne og plaget af svamp, mug og råd, nok tålte at blive afsløret!
Omend der var noget der gnavede, lod jeg mig i første omgang stille tilfreds med dette responsum, for saneringsmodne bygninger er vitterligt hverken egnede til at huse børn eller voksne, og skal naturligvis "afsløres"
I anden sammenhæng...
En række kollegaer har været på ekskursion til vort lands hovedstad for at studere "undervisningsarkitektur" i forbindelse med et forestående nybyggeri. På turen var et af de mest markante indtryk de berettede om, efter at være kommet hjem til det mørke jylland fra "Ørestadens Gymansium". Der var to årsager til dette markante indtryk:
Den ene årsag var, at det var et arkitektonisk fantastisk flot og veludført byggeri, i udsøgte materialer, og hvor anvendelse og arkitektur var tænkt sammen. Meget meget flot.
Den anden årsag var, at det på 2 år var lykkedes stedets brugere, at hærge bygningen i et omfang hvor den ene af mine kollegaer, de-facto, ikke kunne huske hvordan bygningen funktionelt var indrettet, i ren og skær chok over det vanrøgt bygningen havde været udsat for.
Nuvel - gymnasieelever er vel næppe at betragte som børn, hvilket dog blot foranlediger endnu større undren, idet de er, og gør krav på at være, rigtige voksne og ansvarlige borgere - senest i kravet om stemmeret til 16 årige. - Det kan man så tænke over :-\
Tilbage på sporet
Måske det var denne beretning, der foranledigede den lille gnaven, tidligere nævnt.
Tager jeg udgangspunkt i overskriften, og beretningen om gymnasieeleverne, så "knækker filmen" for et så tilpas gammeldags, og konservativt væsen som mig.
Hvis børn skal anses for værende vidende, indsigtsfulde og værd at høre på, når de anmelder "tingenes tilstand" - ja så må JEG som minimum forlange, at de tillige bringer et ansvar med sig.
Jeg kan forsikre for, at det ikke er lærerne der skider på brættet, eller pisser i håndvasken!
Lærerne brænder heller ikke legestativer ned til grunden, de flår ikke betrækket af stolene, eller tapetet af vægene, og de maler heller ikke grafitti på ruderne.
Det er disse små ophøjede guder kaldet børn der selvstændigt og utilskynnet står for dette.
Skal det give mening at lytte til børnene, må det fordres, at de er ordentligt opdragne hjemmefra og stilles direkte og personligt til ansvar over for det svineri de efterfølgende klynker over!
Misseren starter altså hjemme hos forældrene, der angiveligt ikke magter opgaven at bibringe deres afkom fornøden opdragelse, til at begå sig i et forpligtigende fællesskab.
Pointen er her, idet jeg ikke vil kæmme alle børn over én kam (selv om det unægteligt fremstår sådan);
Ét enkelt barn kan ikke alene hærge en skole i et omfang, hvor det kan påkalde sig nationens opmærksomhed (undtaget en nedbrændig i nattens mulm) Det kræver flere børns ihærdige indsats, og er denne indsats begrænset til nogle få individer, er det et problem der hurtigt lader sig identificere, inddæmme og løse, og en regning for svineriet kan adresseres.
Der skal altså være en mere generel tendens blandt brugerne af institutionen til, før det udvikler sig til et egentligt problem, i et omfang hvor det ikke lader sig inddæmme og som sådan kan påklade sig nationens opmærksomhed.
Min anke går altså på følgende forhold:
Man skal afregne over for de der er årsagen til problemet, her forældrene og ikke skolen eller kommunalpolitikerne.
Det er altså ikke "samfundets" skyld at dit barn ikke har ordentlige toiletforhold, det er enten dit eget barns egen skyld (á de pisser på gulvet uden at tørre op) eller den forældre du sidder ved siden af til forældremødet, der her svigtet sit ansvar som opdrager, og ikke bibragt sit afkom fornødne kompetencer til at lades alene uden for egen matrikel.
Adresser problemet over for dem!
Hvis man vil klage og brokke sig over givne rammebetingelser, skal man starte med at spørge "hvad gør jeg selv for at afhjælpe eller begrænse problemet?"
Vil man have indflydelse og vil man høres, følger dette ansvar uvægerligt med - det gælder også børnene!
Undtager vi børnene ender vi op med så forkvaklede unge, at et flot og nybygget gymnasium, på to år, er så skæmmet og raceret, at en jysk udkantskommune vil forlange at ejeren nedriver det af hensyn til naboerne!
Det interessante er, at får vi pligt, ansvarlighed og retten til indflydelse (og det at pege fingre) til at følges ad, så begrænses problemerne i et omfang, hvor man kan håndtere det uden hjælp fra de mest ansvarsforflygtigende af alle faggrupper - journalisterne.
Efterskrift:
På vores lokale skole, hvor jeg selv sidder i forældrerådet, har man adresseret problemstillingen - inddragelse af børnene.
Analysen viser, at skal et sådant projekt være meningsfuld, skal man starte med at arbejde med børnenes ansvarlighed, lære dem at tage ansvar for sig selv, for de andre, og for at de rammer de skal leve i. Det har udmøntet sig i et positivt adfærdskodex (ikke et forbuds reglement) som er synliggjort gennem forskellige kommunikationsformer (varbalt, visuelt og skriftligt)
Gennem synlig anerkendelse af en ansvarlig adfærd, en enerkendelse der ikke kun kommer den anerkendte til del, men over tid akkumulere til en samlet anerkendelse af gruppen (her klassen) understøtter de voksne så løbende en adfærd der er ansvarlig. Dette kræver i virkeligheden ikke at lærerne ofrer yderligere knappe tidsressourcer på opdragelse, men blot i den almindelige hverdag spotter og understøtter ansvarlig adfærd, og anerkender den (her ved et kort der kan lægges i en "klassekasse".
Det løser ikke alle problemer på en skole over nat, endsige over tid, men det har en synlig effekt og gør det i den forbindelse relevant at lytte til børnenes bekymringer.
Blot er bekymringerne blevet så få, at de egentlige problemområder relativt nemt identificeres og kan inddæmmes, og løses til gavn for alle.
Det er mærkbart for børnene qua et bedre socialtmiljø, rene toiletter, og mindre slid på inventar og bygninger (hærværk) en effekt der er mærkbar efter bare 3 måneder. Det giver tillige lærerne mere tid til det de er ansat til - at undervise!
.JPG)
.JPG)
.JPG)
.JPG){kind=link}