onsdag den 29. december 2010

Tanker om tro

Inspireret af AnD'ens julehumør, á sætningen "religion er politik for de store og trøst for de små", kom jeg til at tænke lidt over tro og religion.


Der er en stærk og almen gyldig læresætning hos den moderne dansker, "jeg er ikke troende"!


Nuvel den påstand kunne det være interessant at se på, for det tror jeg nu de er, langt den overvejende del af dem i ihvertfald.


Min påstand skal altså være "Langt den overvejende del af danskerne er gnostikere!"


Vejen gennem argumentationen bliver lang, den bliver ustruktureret, og fyldt med løse påstande, lange omveje, for jeg vil lade mit "gule sind" råde fuldt og helt, og lade tanker og associationer folde sig frit ud. 


___


Ca. 85% (rundt regnet 4.5 mio.) af danskerne er medlemmer af folkekirken. Var man ateist, muslim, katolik, eller andet, ville man, om ikke for andet, så for at spare de vel 2500 kr. der skal erlægges i kirkeskat, melde sig ud.


Af alle de mange medlemmer kirken har, er det et absolut fåtal der møder frem til almindelige kirkelige handlinger. Dette kan tages som et udtryk for manglende tro, manglende engagement, kedelig eller intetsigende liturgi, dovenskab (mentalt som fysisk), eller næsten hvad som helst andet. Der er oprettet hele institutter i universitetsverdenen omhandlende religion og tro. Dette til trods er der ingen der har fundet emnet manglende fremmøde-kontra medlemsskab tilstrækkeligt interessant, til at forske i det. Der er en bevægelse i kirkelige kredse, i retningen af, at folkekirken vil forske selv. Forskningen vil blandt andet beskæftige sig med hvorfor så mange melder sig ud. Jeg syntes nu det er mere interessant at undersøge hvorfor de bliver...


"hvorfor majoriteten af befolkningen gladeligt betaler ca. 2500 kr for en kirke de aldrig sætter deres fod i, men til gengæld tuder over 2500 kr. i licens for et TV, de beviseligt sidder og glor på det meste af tiden".


Måske kirken skal prise sig lykkelig for at der er så få kirkegængere.


Kan man overhovedet være kristen uden aktivt at udøve religionen, eller udvise nogen form for religiøs adfærd?


Det er det ud til at man kan, ihvertfald i de nordiske lande. Når det er sagt, har jeg implicit diskvalificeret den religiøse udøvelse der kunne ligge i at møde frem juleaften, at deltage i dåb, komfirmation, bryllup og begravelser. Kan foranstående anses for "tilstrækkelig højde for religiøs udøvelse" ja så udøves religionen ihvertfald for minimum en trediedel af medlemmerne, eftersom 1,5 mio. danskere deltrager i julegudstjenesterne, og hertil skal så lægges de der deltager i forskellige ceremonier over året. 


De nordiske lande er karakteriseret ved, at antallet der er eksplicit troende (på forespørgsel svarer "ja" til at være troende) er lavt, medens antallet der er medlemmer af en religiøs organisation, er meget højt. 
Dette forhold skyldes givet ikke mindst folkekirken, med sit meget høje medlemsandel af befolkningen. I det øvrige vesten forholder det sig stik modsat. I Sverige blev stat og kirke adskilt i 2000, hvilket har bragt medlemstallet ned fra 85% til 75%, et stort tab, men fortsat en meget høj grad af religiøs organisering i forhold til andre lande.




En hurtig (og det var omstændigt) afsøgning af mine Facebook venners oplysninger afslører, at et absolut fåtal viser "Religiøs overbevisning". Det kan naturligvis være ud fra den iboende danske forståelse af at religion er en "privat sag". I øvrigt et mantra jeg ser som en glimrende undskyldning for at undlade, at forholde sig til et ikke ubetydende aspekt af egen eksistens. (Det uanset om man når frem til at være troende, eller ej). 


Mit uvidenskabelige bud på hvorfor de bliver, er at de er bange for at "gud bliver sur" hvis de melder sig ud.


Nuvel de tror ikke på gud! I hvert fald ikke "den gud" 
...men hvis de nu tager fejl? 
At melde sig ud er jo som at gå fra at være "Peter" (benægte) til at være "Judas" (aktiv handling imod), og Peter slap jo godt fra det, hvor imod Judas har knap så godt et ry.


Det kræver mod at gå imod "gud". 


Selv hovedparten af ateisterne tør ikke gå mod gud, for deres ateistiske ståsted er ikke mere sikkert, end at de ved en efterprøvning viser sig at have en erstatningssutteklud i form af "et andet højere væsen". De er med andre ord i højere grad en form for gnostikere end de er ateister!


Hvor kommer dette behov for "en højere magt" så fra? 
Det er der sikkert filosoffer der kan sige meget mere fornuftigt om end jeg, men et skud skal den da have.


Hvis man ikke har troen på "det evige liv", reinkarnation, en mening med, eller forklaring på hvorfor man "er", eller "er her", da bliver tilstedeværelsen "meningsløs". Meningsløs i ordets egentlige forstand.


Meningsløs i den forståelse for liv og livet hvor dette, i bedstefald, kun giver mening i øjeblikket.


Dette afstedkommer i øvrigt, at der bliver lagt stedse mere energi i at forhindre at "øjeblikket" bliver afbrudt. Det ses blandt andet i kravet om helbredelse, øjeblikkelig og 100%, som sygehusvæsenet mødes af. 


I og med at liv kun giver mening i øjeblikket, vil enhver forlængelse af livet i øvrigt være meningsfuldt i sig selv.


Det er jo i grunden dybt angstprovokerende, at livet kan slutte i det næste øjeblik, og det næste øjeblik således ikke giver mening.

Med mindre man har en iboende tro på at man har udrettet noget skelsættende eller i det mindste noget vigtigt i livet, noget der har sat sig egentlige spor, noget der vil blive husket, ja så har de år man til forn har levet, været spildt. Tillige er der ikke noget "efterliv" hvor man kan rette op på det faktum. Det har bare været en tur i tivoli, en oplevelse, uden nogen anden mening end at få tiden til at gå. Det vil givet for de fleste være en utilfredsstillende konklusion på hvorfor de henslæber en tilværelse her på jorden.

Dette kommer da også til udtryk både i og uden for folkekirken. Om det kommer til udtryk i andre religiøse organisationer, har jeg ikke nogen anelse om, så jeg holder mig til folkekirken.

Ses der på folkekirken, er den reelt så rummelig, at den i højere grad er ved at blive en gnostisk forening, end en egentlig kristen kirke. Der er vel nærmest plads til alt, for ikke at fornærme nogen, eller komme på kant med nogen. Den er blot en "telefonkoks" til den højere magt.

Eksempelvis skal kirken kunne rumme alt fra "de to fætre", over indre mission, til en reinkarnations troende præst, for ikke at glemme de humanistiske præster. 

Medlemmerne er heller ikke til megen støtte, de fortolker næsten hvad som helst ind i kirken, og de færreste er synderligt velbevandrede i den kristne tro, end sige i den kristne kulturtradition. Deres argumentation beror ofte på tradition, og behov for ritualer. Et sådant behov opstår vel ikke ud af det blå? 

Man kunne få den tanke, at den stadig stigende støtte til andre kirkesamfund, der har været en tendens de sidste mange år, kunne være et udtryk for at "de egentlig troende kristne" søger væk fra kirken, hvilket ville støtte min påstand om det gnostiske element i folkekirken. Dette kunne man så kursere over som en egentlig tilbagevenden til den kristne kirkes udgangspunkt, der ihvertfald i følge visse kilder havde gnostiske træk. 


Humanistisk Samfund er et relativt nyt bud på en alternativ ramme. De skriver selv:

Humanistisk Samfund er en forening, der på et Humanistisk værdigrundlag, arbejder for at mennesker frit skal kunne vælge et livssyn og et liv fri for religion og religiøs indblanding. Derfor tilbyder vi mulighed for at markere livets store begivenheder på en højtidelig måde og på grundlag af et livssyn og en etik, der giver indhold og dybde.

Grundlæggende noget vås, man ophøjer bare en borgerlig kulturel/filosofisk opfattelse "Humanisme" til den fordring der er for livet, og hermed har man skabt en ny religion :-\

De kludrer da også rundt i det, ved foreksempel at tilbyde "konfirmation". Konfirmation, - bekræftigelse - af hvad, hvis der ikke bag bekræftigelsen er et dogme at bekræfte?


Der kan naturligvis godt argumenteres for det modsatte, at det ikke er et "dogme", og det udelukkende er ritualer, der markerer en proces (milestone), og at der ikke er indbygget noget i ceremoniencellet. Men så er ceremonien tom?

Hvis alt kan tolkes ind i, blive alt lige gyldigt, sammenstil selv de to ord...


Til bage til hvor jeg slap...

Den påstand må for øvrigt også gælde for folkekirken...


Den lider som jeg ser det under at være en "statsreligion", et statsstyret (liturgien er kirkens jeg ved det, "indre kirkelige anliggender") foretagende, hvor demokratiet, og den politiske korrekthed sniger sig ind. Kirken skal rumme alle, ikke af hensyn til teksterne og troen den er funderet på, men af hensyn til de demokratiske rettigheder, ligestilling, og andre politiske hensyn, den er styret af. Netop derfor tror jeg at de øvrige kirkesamfund "blomstrer" - har vind i sejlene - de troende trækker bort fra folkekirken, og lader folkekirken tilbage, ikke som et trossamfund, men som en kulturel institution, på linie med kongehuset. Noget danskerne kan samles om som noget "særligt dansk"


Kan man være medlem af folkekirken uden at være kristen, ja!


Der er stof her til langt mere, men jeg vil stoppe her - måske en dag den hellige ild rammer mig, vil jeg samle op på alle de mange mange ender jeg ikke fik bundet, jeg baklager at have ulejlige dig med denne smørre uden en egentlig konklusion . . . 




A decision has been made.

After five years of ownership, many a happy hour, and great experiences, the time has come to give my beloved motorcycle a name.

This has been under way from the day I bought her, but I never really could come up with any name I liked.

My old bike was named "Cool as Ice" - not my idea I would like to add, but a name it came with.

I purchased the SV from new, and as such she did not have a name, but merely a number.

But during the holidays it came to me.

I do not renounce inspiration from Don Quixote, even if I have no intension of comparing neither the "steed" nor the owner with the Miguel de Cervantes characters.

 “Rocín” in Spanish means, amongst other things, “work-horse”. 

My SV is, or rather was, amongst other things just that.
On the other hand, I do not really use it as such anymore. Most of the time, I use it for enjoyable trips on the local back roads.
Besides that I use it for my “adventures” home and abroad.  The Spanish “ante” in the interpretation “pervious” fits her quite well.

Hence, my beloved SV1000R is from this day forward, to be known as

Rocinante

tirsdag den 28. december 2010

Security...

Today's blog is in Danish, sarcasm and irony is, I think, best expressed in my native language.


Hvor er proportionerne?
Jeg skal undersøges fra yderst til inderst når jeg tager flyet om morgenen, det handler om sikkerhed, om terror - UHA!
Det er for min egen sikkerheds skyld...
"Du vil føler dig mere tryg nu" -
Gu gør jeg ej!
Jeg føler mig mere irriteret!, - får lyst til at råbe BOMBE ind i fjæset på sikkerhedspersonalet, men så går det jo først helt gruelig galt (for mig),
...for som sikkerhedschefen arrrrghh "Excecutive Manager Head of Frontline Security Whatever", udtaler;

"Det er jo et højrisiko job, hvor nerverne sidder uden på tøjet. Mine medarbejdere sidder med et KÆMPE ansvar for jordens undergang - eller næsten.

Ok perspektiv - Så efter man har skåret det psykiatriske hospitalsområde kontinuerligt gennem de sidste 10 år, har men nu valgt at placere alle de mest neurotiske patienter som sikkerhedspersonale i lufthavnene.

Hallooo... I står og kikker gamle tandløse idioter som mig bag klunkerne (hvilket i sig selv kunne være angstprovokerende) for at se om vi kunne finde på at selvdestruere i luften. Det er der fan'me ikke meget "edge" over!!

Meget meget sikkert ankommet til CpH, tager jeg Metroen....

Her skal jeg så pludselig ikke være "sikker"? for min egen skyld... bla bla bla - eller hvad??
Der er ellers godt nok mange mennesker på Nørreport...

Hvor er proportionerne spørger jeg igen?

Siden jeg var gammel nok til at blive sluppet fri på egen hånd, jeg jeg nydt at tage ned til trafikhavnen for at sidde og se på skibe. Det inspirerer til drømme om sælsomme fjerne egne (selv om de fleste skibe var gamle halvt udrangerende coastere, der ikke ville overleve mange dage på åbent hav)
I dag kan jeg ikke gå en tur på havnen. Den er hegnet eftertrykkeligt inde, og der er overvågningskameraer over alt. Havnen er lukket land i dag, dog...
Tager jeg færgen til Norge glider det helt fint, indtil flere lastbiler, og biler med trailer kører problemfrit ombord, ja jeg må endda have min egen 1½ liters Cola med :)

...proportion CpH - Nørreport - Hirtshals

(Nu håber jeg ikke, at svaret bliver, at jeg også skal kikkes i R%<¤# når jeg skal med Metroen og færgen til Norge)

Vi har fuldstændigt mistet overblikket, og proportionerne. Det er beviseligt vilkårlighed og ikke realitet der styrer sikkerheden.

Og hvad er det med den der "sikkerhed"?
Jeg er ikke bange, ikke spor.
Hvad skulle jeg være bange for?
Chancen for at jeg lemlæster mig selv til ukendelighed, når jeg kører på min motorcykel er betydeligt større end for at jeg skulle rende ind i en terrorist, der vil sende mig til min næste reinkarnation som bombehund.

Disse "asymmetriske" modstandere vi har, hvem end de så må være, må sidde og grine deres røv i laser over det tidsspilde, og de bunker af penge vi bruger, med så lidt forstand og fornuft, og - hvis de virkelig var så opsat på at få has på os - med så lidt succes...

søndag den 26. december 2010

Heroes...



What defines a hero?


I was provoked today, I often am – I know, I’m a grumpy old sob :-\


Today I saw a booklet with "Hero's", all of which was footballers.

They aren’t heroes! 

Are they?

An over payed, (bad language), praying on naive spectators desire for entertainment, and supported by companies, who takes money off my pocket to pay for it?

Does that make a hero?

I resent that!

They are NOT heroes, at best stars in some people’s eyes they might be, from my point of view simple hustlers - but never ever heroes.

Being a hero in my book is someone striving to achieve a higher goal altruistically, with no regard for own richness, and / or safety.

It could be the "friend"
People who sacrifice their own well being to help a friend, or even a complete stranger, who is in a difficult, or dangerous situation, physically, or mental.

It could be the "wanderer".
People who, in search of life’s true meaning, travels the world, to find other ways of life, cultures, traditions, lives in isolation for days and wonder what’s behind the next hill, round the next corner, and in gimp’s have the goodness of sharing their thoughts and findings with the rest of us.



There is a lot of different types besides the above mentioned, and all too often we (Danes) do not appreciate their effort, and thank these real heroes.

Portraying a person who lives a sweet life, and enjoy his or her hobby on a professional basis, a hero, devalues the term in a fashion, which is a disgrace to real heroes, people whom in dire straits risk their life to help or save others.

To all you real heroes out there...
Thank you!


onsdag den 15. december 2010

WikiLeaks

Freedom of Speech, gives you the right to express your opinion (whatever that might be)

Blowing 250.000 classified documents is not an opinion; it's just a criminal act.

The only justifiable reason to unveil classified documents, is when you reveal a potential criminal offence amongst civil servants or politicians

We do not need "private self-righteous internet hippies” to conduct foreign policy on behalf of us. Democracy ensures that we have members of parliament (or whatever it is called in each country) to do that on our behalf (however good or bad they might be)