Selvmord

Hvorfor?

Billedet er stjålet fra nettet, kilde ukendt

Det er vel det oftest stillede spørgsmål, når man får tidender, om at en man kender, en ven, en kammerat har taget livet af sig selv.

Carsten har lige gjort det – taget sit eget liv.

Livet blev for tungt, der sås ikke andre udveje end at gøre en ende på det. Gøre en ende på et liv, der trods sorte stunder, dog for langt hovedparten var fyldt med glæde og energi. Med spændende udfordringer, der blev løftet med fasthed, og vilje, med overskud og smil på læben - men ikke denne sidste udfordring. Den der bestod i at skulle se sin omverden i øjnene, med den deroute livet nu engang havde i drejebogen for ham i denne periode, perioden der skulle vise sig at blive den sidste.

Denne tekst er tilegnet Carsten, til hans minde, og som måske en sidste ”god gerning” der kan komme ud af den fejlslutning der førte til hans tåbelige valg.

Hvis dog blot én af de der læser dette, enten krammer en ven i krise, eller bruger sine ressourcer rigtigt, den dag de selv står med tanken om at gøre en ende på livet for at overvinde den modstand de bydes.

Jeg skriver det ikke mindst for min egen skyld, for når nogen vælger den løsning, kværner det også i hovedet på mig – HVORFOR?

Nu er Carsten ikke den eneste, ej heller den nærmeste, jeg har været udsat for tager den irreversible vej.

Derfor vil teksten ikke handle om Carsten specifikt, det er der andre der må forfatte.  Mennesker der stod ham langt nærmere end jeg. Den tager udgangspunkt i de jeg kender, der har gjort det, og den læring vi der skal leve videre, et unikt menneske fattigere, måske kan tage til os.

Hvilken eklatant fejlvurdering af situationen!

Den rejser som jeg ser det to principielle spørgsmål.

1. Hvordan fanden kunne vi overse at det var undervejs?
2.   Hvordan fanden kunne selvmorderen overse alle de ressourcer der var til rådighed?

Mange -mange mennesker var blevet rørt gennem tiden at disse mennesker, og alle som en har de udtrykt sorg over tabet – alle som én har de tænkt, ”kunne jeg have gjort noget?” – alle som én ville have strakt sig langt, kunne det have ændret udfaldet.

Det er således ikke velviljen der mangler.

Vi ser blot ikke selvmordet komme, vi opdager det først når skuddet går.

Men SÅ ser vi det!

Alle ulykkerne, al modstanden, alle forhindringerne og trakasserierne der samlet ledte til kortslutningen i hovedet på staklerne.  Men vi forstår det fortsat ikke, blot ville vi ønske at vi havde budt på kaffe, en snak et kram, noget nærvær, noget der kunne lindre den smerte der slutteligt skubbede dem ud over kanten.

Men…

havde vi gjort det, havde vi ikke spurgt ind til det vigtige, det svære, det ømme punkt, for grundlæggende er vi bange for at såre, eller for at ”træde i det”, for at blande os.

Jeg har kun kendt få der ikke havde denne barriere, men turde ”gå lige på”.

To af dem er ikke mere, for lige så hjælpsomme de var, lige så dårlige var de til selv at spørge om hjælp.

Måske var det fordi det var i dem selv?
At de kunne sanse smerten hos andre, fordi den selv samme indre smerte bed så hårdt og dybt i dem selv?

Jeg ved det ikke, men det leder frem til det andet paradoks, ”hvorfor så de ikke alle de ressourcer der var til rådighed i deres omgangskreds, vennekreds og familie”?

Jeg har ingen venner grundet deres skønhed, rigdom, luksus-tilværelse. Kun omgås jeg mennesker der siger mig noget som mennesker, og som inspirerer mig intellektuelt, eller som slår en tone an i mit hjerte, der gør mig glad, eller rigere som menneske når jeg er sammen med dem. Sådan tror jeg de fleste har det.

Er man (var de) ”for stor som menneske” til at komme til disse ressourcer, og lægge kortene på bordet?
Stå frem som sig selv, som menneske, uden det image, de masker, de forestillinger man har bygget op om sig selv og bede om hjælp, trøst, råd? Bare at bede om hjælp…

Hvis ”Ja det er for svært” - gavner det så at tage livet af sig selv?

• Det tager smerten – måske nu - men den forvolder 1000 fold mere hos andre - hos mig.
• Ensomheden – måske  – men der bliver en ensom plet i andre hjerter - i mit hjerte.

… det er desuden meningsløst at fjerne smerten, ensomheden, og desperationen, hvis den alene afløses af intetheden.

… hvis alene den efterlader en hob af mennesker med en smerte over tabet af en kammerat, en ven, en broder, en søn…

Alt andet lige så ville smerten fortage sig alligevel. Bevares det kan tage tid, jo, det er ubehageligt, ja, men for helvede med alt det de har ”sat på bogen” i omgangskredsen, er der masser af ”godt liv” at leve endnu.

Det er sådan et forbandet spild af liv...