Her burde stå motorcykelnyheder

Men virker det?

Det er et godt spørgsmål
Alt andet lige så vil jeg lige "slå et slag" for at denne blog er har, men ikke har noget egentlig "reach"

Manipulation, eller journalistisk mundlort

Jeg hader når jeg føler at nogen prøver at pådutte mig deres opfattelse af virkeligheden!
Jeg læste nedenstående tekst fra DR (taget fra Ritzau) - og den irriterede mig.

Derfor...

Jeg har forsøgt at "neutralisere" den, ved at fjerne værdiladede dele der ikke er "hold i", og tilføje lidt ord her og der for at artiklen fortsat giver mening..

Signatur forklaring:
Gennemstreget tekst her jeg fjernet
Kursiv her jeg tilføjet.

Et IC4-tog brugte 800 meter længere på at bremse ned, end det burde, da det den 7. november var nær ved at gå galt ved Marslev på Fyn. skulle stoppe for rødt signal på Fyn.

Lyntoget, som der var fyldt med passagerer, buldrede på grund af svigtende bremser kørte frem for rødt lys og standsede blot 374 meter fra før, det bragede ind i et holdende godstog. Og det er ikke langt, når man taler om hastigheder op mod 180 kilometer i timen.

Oplysningerne kommer i en foreløbig redegørelse omkring hændelsen, som Havarikommissionen offentliggør fredag.

Tog i garage
Hændelsen den 7. november fik efterfølgende DSB til at køre alle IC4-tog i garage, mens bremseproblemerne episoden bliver undersøgt til bunds. For Efter episoden kom det nemlig frem, at en anden lokofører havde oplevet et lignende bremsesvigt tre dage forinden.

Havarikommissionens undersøgelser viser, at IC4-toget, Lyntog 47, brugte 2800 meter på at bremse ned fra en hastighed på 180 kilometer i timen, før det holdt helt stille. Sådan en nedbremsning bør normalt kunne klares på mindre end 2000 meter.

Kommissionen har efterfølgende undersøgt både tog og skinner og konstateret, at hverken fedtet føre i form af blade eller forurening på banelegemet kan forklare den alt for lange forøgede bremselængde.

Flere test
Klokken 15:17:25 passerede toget et stopsignal. Først og klokken 15:18:00 holdt toget stille. Lyntog 47 buldrede altså af sted i Toget var således 35 sekunder om at standse, efter at være køre over for rødt. have passeret det røde signal.

Nøjagtig 1 minut og 22 sekunder, inden toget holdt stille, havde man målt dets hastighed til 177 kilometer i timen.

Havarikommissionen har siden hændelsen foretaget flere test i håbet om at finde en forklaring. på den alt for lange nedbremsning.

Kun i enkelte tilfælde er det lykkedes at genskabe en situation, som kunne minde om situationen den 7. november. Men det har krævet, at man har fedtet skinnerne ind i olie, hvilket ikke var tilfældet den dag på Fyn, som var så tæt på at blive skæbnesvanger. 
Havarikommissionen fortsætter undersøgelserne af hændelsen og har blandt andet planlagt en række yderligere test.

Kommentarer er mere end velkomne
Er det bare mig der er for overfølsom?

Mindeord over Poul Randa Jensen

Jeg har lige fået at vide at Poul Randa Jensen, min gamle klasselærer, og faste læser af denne blog, et menneske jeg så op til og beundrede på mange måder, er død, den 4. oktober 2011.

Det knuger mit hjerte dybt. 

Randa var et menneske der stillede krav, forventede at man ydede sit, og udnyttede sit potentiale. Samtidig hermed indgød han, i hvert fald hos mig, tillid til at jeg kunne hvad jeg ville, var jeg blot loyal over for mig selv og den jeg var, samt ydede mit. Det sidste skulle han ikke komme til at opleve alt for ofte medens jeg var hans elev, men jeg håber han så, at hans indsats bar frugt senere i mit liv.

Selv insisterede han på, at leve sit liv fuldt og helt, forfølge sine drømme, og livs mål.

Randa sejlede, kørte det meste af jorden rundt på sin motorcykel, og gik på vandring af kendte såvel som mindre kendte stier rundt om i verden. 
Jeg læste gerne med når han delte sine tanker og oplevelser, gennem hvilke han vakte drømme og udlængsel i mit bryst.

Randa var ikke mindst et komplekst menneske, der brugte de mange selvvalgte timer i sit eget ensomme selskab:
 - på vandet
 - på de sibiriske stepper
 - bag motorcyklens styr
Tiden brugte han til at tænke over tilværelsen, og prøve at få skik livet og ikke mindst på sit eget indre liv. En voldsom stor opgave som han tog på sig, velvidende at han aldrig ville nå i mål med den.

Jeg er overbevist om, at den store udlængsel ikke mindst kan relateres til netop løsningen af livets mysterium. Jeg fordybede mig ofte og gerne i de indsigter han opnåede gennem sin søgen.

Han var loyal over for sine værdier, og havde sine meningers mod – han gjorde det.

Men lige så "sig selv" som han var, i sin evige søgen efter livets gåde, lige så stolt var han når han talte og skrev om sine sønner, og ikke mindst om sine børnebørn. I dem havde han sat sig de spor han skulle, og som han selv kunne være tilfreds med.

Også i vide kredse rundt om i landet satte han sig spor. Han var en højt agtet og ikke mindst skattet lærer, der efterlod spor i de elevers liv, som han havde med at gøre. Ikke mange undervisere er forundt, at have så positivt et eftermægle, som han har ladt os tilbage med.

( Ingeniøren havde en artikel om ”min bedste matematiklærer”, http://ing.dk/artikel/114742-fortael-om-din-bedste-matematiklaerer#p303103 - her vil jeg opfordre læseren til at bemærke antallet af anbefalinger - til forskel fra de andre der er omtalt!)

Et ”Mensch” har udlevet sin tid,

Et fyrtårn er slukket i mit liv.

...

Det evige liv du ikke troede på, skal du alligevel opnå. I mit hjerteskules varme,

vil jeg knuge dit minde i mine arme.

Tak Poul

Ære være dit minde Poul Randa


Har du gode oplevelser eller erindringer med/om Randa er du velkommen til at skrive en kommentar herom og dele dette

Update på akvariefronten

Indledning
Kommentarer til nedenstående er meget velkomne, og vil glæde mig meget.
Det er en lang smørre jeg er kommet af med denne gang, og der er nok en del kedeligt imellem. Står du det ikke igennem, så skriv også det, som sagt alle kommentarer er velkomne.


Optakten
Stueakvariet har været "på hold" siden vi flyttede sidste sommer.
I forbindelse med flytningen, blev der sat et 60L op i et hjørne i stuen, og fiskene blev midlertidigt placeret der!
Det store akvarie røg i skuret i første omgang, da der var nogle forbedringer af teknikken jeg ønskede gennemført nu det var tømt. At der så skulle gå et år før jeg kunne komme til akvariet igen, var et streg i regningen.
Da jeg "pakkede" fiskene var der følgende beboere;

• 10 Paracheirodon axelrodi (Rød Neon)
• 8  Hemigrammus Rhodostomus (Rødnæse Tetra)
• 3 Symphysodon aequifasciatus (Discus)
• 3 Epalzeorhynchos kalopterus (Flying Fox)
• 1 Farlowella Acus (Grenmalle)

Af disse er kun rød neon og flying fox rigtigt robuste, så en flytning, og opbevaring i et 60L er hård kost for fiskene. Mandefaldet var da også massivt,de første uger, så en rødnæse en flying fox og alle de røde neon, var det eneste der overlevede overgrebet. Dette gjorde også at der ikke var noget hastværk med at få sat det store ind i stuen igen.


Klargøring
Der var således "ren røv at trutte i" da jeg for lidt over en måned siden kastede mig over at genindrette det store akvarie.

Akvariet blev taget ud af sit hi, og baggrund, filter og anden teknik blev taget ud, og akvariet renset i bund.

Den baggrund jeg anvender til opbygningen af baggrundsfilteret var ikke limet ordentligt, hvilket bevirkede at vandet ikke løb gennem filteret som jeg gerne ville have det. Bevares, det virkede, men det var ikke som jeg ville have det.

Indretningsmæssigt var der ikke planer om at lave det store om. Jeg er fortsat til sydamerikanere, så det var først og fremmest på teknikken der blev rettet nogle uhensigtsmæssigheder.

Efter rengøringen blev baggrunden limet i igen, denne gang med erfaringerne fra sidst i baghovedet. Filtermaterielet blev rengjort i løbet af de dage hvor limningen gennemtørrede.


Beplantning
Da det kom til selve indretningen havde jeg dels nogle overlevende planter fra sidst, dels supplerede jeg op med nye planter. Planter køber jeg i Pet Hollywood i Aalborg, da jeg har gode erfaringer med hans planter. Dem jeg har købt har været sunde og levedygtige, med særdeles sunde og friske rødder. Derudover har jeg ind til videre ikke fået snegle med i handlen der ude, noget der ikke er en selvfølge, desværre. Plantebestanden ser nu således ud: (egne billeder)

Anubias

Cryptokoryne Willisii

Cryptocoryne Wentii

Echinodorus bleheri

Amazon Sværd plante.

Echinodorus Red flame

Microsorum pteropus tropica

Microsorum pteropus
Alm. Javabregne

Salvina minima

Opstart
Det var så blomsterne. De blev sat i det sædvanlige mix af fint strandsand blandet med gødningsstiks, oven på hvilket der blev lagt bundlag i form af sten og skærver. Når planterne for alvor har fat, bliver der drysset yderligere bundlag på i form af fint sand, på dele af bunden, af hensyn til de fisk der måtte komme i senere, og rode i bundlaget - så har de noget at søge føde i, uden at deres munddele skæres op af de skarpe skærver.
da planterne var kommet på plads, og der var toppet op med vand, blev der sat fuld skrald på planteforkælelsen. CO2 (DIY-anlæg) blev tilsluttet og lyset sat til 12 timer pr. dag, og der blev hældt flydende plantegødning i vandet. Det sikrer god vækst i begyndelsen, så planterne rigtig får fat, og senere kan klare sig primært på fiskenes betingelser.

Vandkvaliteten skal også tilgodeses, så filteret blev podet med "gammelt filtersnask" fra filteret i 60L akvariet, hvilket sikrer en hurtig vækst af bakterier i baggrundsfilteret. Denne bakteriestamme skal sikre nedbrydningen af affaldsstoffer når der kommer fisk i senere. Jeg havde også en slat "akvariestart" (noget flaske kemi stads) det røg også i. Akvariet er også tjent med lidt "opstarts fisk", den opgave fik overskuddet fra tidligere lov til at løse efter et par dage.

Nu er det så bare at vente til akvariet er klar til at modtage sine kommende beboere.


Overvejelserne
Ventetiden kan passende bruges på at overveje hvad der konkret skal være af fisk i akvariet. Her spiller dels ønsker, dels hvad der er tilgængelig på markedet ind som vigtige parametre.
Discus
Jeg mistede 3 Discus ved flytningen, så det kunne jo overvejes at tage dem ind igen. Men jeg lærte at 250L er for lidt til Discus. Der bør minimum være 6-7 individer i akvariet, hvis man ikke har et etableret par gående. Jeg havde plads til fire, og det er for lidt, derhen at den mindste blev jaget af de andre, og holdt fra føden. Da den efter et ½ år bukkede under, var det den næstmindste der måtte holde for. Så ingen Discus før der bliver plads til et +500L, og det har lange udsigter.
Pterophyllum
Jeg har "for mange år siden" søgt Pterophyllum Altum, men den var dengang svær at finde, for ikke at nævne at finansiere (som studerende). Dens noget billigere, og mere tilgængelige "fætter" Pterophyllum Scalare har jeg tidligere holdt, det kunne bestemt også være en option, de røg på listen over fisk jeg ville se på.
Farlovella Acus
Som tidligere nævnt miste jeg et par Farlowella under flytningen, men det er en malle jeg holder meget af, så den ville jeg se om ikke jeg kunne finde igen. Eneste problem var at jeg ikke har set dem i handlen så ofte
Cichlide
En flot Cichlide skal der jo også til. Jeg har til dato holdt mig til dværgcichlider, (med en Rocio octofasciata (Jack Dempsey) som undtagelsen der bekræfter reglen) og havde egentlig tanke om at finde noget andet, og mange forskellige var inde i overvejelserne. Der blev læst og søgt, men opgaven er svær. Kravene vil være at kandidaten ikke graver (af hensyn til planterne) ikke spiser planter, og ikke er aggressiv over for andre beboere. Dette er næsten urimelige krav til en sydamerikansk Cichlide. Det endelige valg måtte udskydes til efter feltstudiet. På listen var indledningsvist også Thorichthys Meeki (Rødstrube Cichlide), der er en flot og farvestrålende sydamerikaner.(selv om jeg godt vidste det var et "no go", men jeg håbede vel på at løbe ind i en der ville sige at de var rolige og fredsommelige ;) )
Andet
Der skal også andet i end de to ovenfornævnte, (og de der var tilbage fra tidligere) det var jeg sikker på, men jeg kunne ikke rigtig bestemme mig, hvorfor jeg besluttede at lade mig inspirere af hvad jeg faldt over under min "feild research". Jeg tænkte at jeg nok kunne finde nogle rødnæse tetra at supplere den enlige bestand med, derudover noget til "bunden" á nogle pansermaller, noget til "toppen", dog ikke øksefisk, da jeg ikke har et tætsluttende dækglas, hvilket vil medføre øksefisk over hele stuen. Igen et feltstudie måtte vise den rette vej.
Field research
Jeg afsatte en dag til at besøge alle forretninger der handler med akvariefisk i Aalborg. Medbringende en blok, og en kuglepen, til notater om interessante, og potentielle kandidater til akvariet.
... hvad skal jeg sige >>skuffende<<
Langt hovedparten af forretningerne har selvfølgelig det der sælger, molly, guldfisk, slørhaler, gubbi, og hvad ved jeg. Fisk der ikke på nogen måde interesserer mig. Alskens kulturvarianter af Pterophyllum Scalarer var der også rigeligt af, men ikke en eneste - ikke een! - naturform fandt jeg, det var skuffende. De steder der havde flotte og interessante fisk kunne begrænses til Malawi Carsten og Carsten Gissel (Styr på dyr), men de er "Malawi tossede", så sydamerikanere havde de ikke meget af. Dog fandt jeg en rigtig flot Thorichthys Meeki hos Malawi Carsten, og et (fuldstændig umage) par Pterophyllum Altum hos Gissel.
Unimati havde hen over sommeren annonceret at de åbnede en "rigtig butik" i Randers omkring 1. august, hvilket ville passe fint rent tidsmæssigt, med hensyn til at akvariet skulle være klar. Jeg besluttede at se nærmere på Unimati. Deres hjemmeside har tilknyttet et forum (jeg ikke kendte til), det meldte jeg mig på, og begyndte at følge indretningen af forretningen på nettet - det så mildest talt lovende ud, og artslisterne der blev lagt ud var også spændende.
Dagen oprandt hvor jeg kunne komme til Randers (sammen med svigerfar, der også holder akvarie), og det var en sand åbenbaring! Masser af sydamerikanere, i fin, fin kvalitet, og en butik der er indrettet super lækkert. Jeg kunne næsten ikke få luft :D
På en af de mange ture rundt i butikken faldt jeg over et par Pterophyllum Scalare Sp Rio Nanay - hold nu kæft de er flotte, jeg var solgt på stedet!! Desværre havde han kun de samme to, så jeg er nød til senere at tage der ned igen, når der kommer nye forsyninger. Jeg konfronterede først Steen så Ole med mine krav til en Cichlide, ud over Scalarene, det fik jeg fluks et bud på. Alt i alt, endte det i shop amok, og jeg fik alt hvad jeg kunne drømme om med hjem. Det sted er bare SÅ fedt, især hvis man er til sydamerikanere (selv om der også er lidt Malawi.) og om ikke andet er det en oplevelse for enhver akvarist, med den flotte, omend upraktiske indretning af akvarierne. Den biks skal ses DIXI! www.unimati.biz


Fiskene
Hvad endte det så med?
Nedenfor er indsat billeder (egne og stjålne) af de fisk der nu går i akvariet.

2 Pterophyllum Scalare Sp Rio Nanay
eget foto

 7 Laetacara dorsigera

5 Corydoras metae

2 Farlowella Acus
eget foto

10 Paracheirodon axelrodi

1 Hemigrammus bleheri

Helheds indtrykket ses af nedenstående billede

Akvariet AUG 2011

Jeg er yderst tilfreds :)


Fremtiden
Den umiddelbare fremtid byder på yderligere 3 Pterophyllum Scalarer. Unimati har bestilt Sp. Peru hjem, og dem vil jeg lige se an, Nanay ligger jo i Peru, så det kunne godt være de samme :)
På længere sigt...
Tjaa, efter Unimati besøget, overvejer jeg kraftigt at "gå i højden" og bygge et 250L mere oven på det jeg har, så jeg kan få fingre i flere af de fantastiske fisk jeg så i akvarierne dernede :)

...men indtil da, vil jeg sidde her og nyde de flotte fisk, det er en lise for sjælen at se på.

Selvmord

Hvorfor?

Billedet er stjålet fra nettet, kilde ukendt

Det er vel det oftest stillede spørgsmål, når man får tidender, om at en man kender, en ven, en kammerat har taget livet af sig selv.

Carsten har lige gjort det – taget sit eget liv.

Livet blev for tungt, der sås ikke andre udveje end at gøre en ende på det. Gøre en ende på et liv, der trods sorte stunder, dog for langt hovedparten var fyldt med glæde og energi. Med spændende udfordringer, der blev løftet med fasthed, og vilje, med overskud og smil på læben - men ikke denne sidste udfordring. Den der bestod i at skulle se sin omverden i øjnene, med den deroute livet nu engang havde i drejebogen for ham i denne periode, perioden der skulle vise sig at blive den sidste.

Denne tekst er tilegnet Carsten, til hans minde, og som måske en sidste ”god gerning” der kan komme ud af den fejlslutning der førte til hans tåbelige valg.

Hvis dog blot én af de der læser dette, enten krammer en ven i krise, eller bruger sine ressourcer rigtigt, den dag de selv står med tanken om at gøre en ende på livet for at overvinde den modstand de bydes.

Jeg skriver det ikke mindst for min egen skyld, for når nogen vælger den løsning, kværner det også i hovedet på mig – HVORFOR?

Nu er Carsten ikke den eneste, ej heller den nærmeste, jeg har været udsat for tager den irreversible vej.

Derfor vil teksten ikke handle om Carsten specifikt, det er der andre der må forfatte.  Mennesker der stod ham langt nærmere end jeg. Den tager udgangspunkt i de jeg kender, der har gjort det, og den læring vi der skal leve videre, et unikt menneske fattigere, måske kan tage til os.

Hvilken eklatant fejlvurdering af situationen!

Den rejser som jeg ser det to principielle spørgsmål.

1. Hvordan fanden kunne vi overse at det var undervejs?
2.   Hvordan fanden kunne selvmorderen overse alle de ressourcer der var til rådighed?

Mange -mange mennesker var blevet rørt gennem tiden at disse mennesker, og alle som en har de udtrykt sorg over tabet – alle som én har de tænkt, ”kunne jeg have gjort noget?” – alle som én ville have strakt sig langt, kunne det have ændret udfaldet.

Det er således ikke velviljen der mangler.

Vi ser blot ikke selvmordet komme, vi opdager det først når skuddet går.

Men SÅ ser vi det!

Alle ulykkerne, al modstanden, alle forhindringerne og trakasserierne der samlet ledte til kortslutningen i hovedet på staklerne.  Men vi forstår det fortsat ikke, blot ville vi ønske at vi havde budt på kaffe, en snak et kram, noget nærvær, noget der kunne lindre den smerte der slutteligt skubbede dem ud over kanten.

Men…

havde vi gjort det, havde vi ikke spurgt ind til det vigtige, det svære, det ømme punkt, for grundlæggende er vi bange for at såre, eller for at ”træde i det”, for at blande os.

Jeg har kun kendt få der ikke havde denne barriere, men turde ”gå lige på”.

To af dem er ikke mere, for lige så hjælpsomme de var, lige så dårlige var de til selv at spørge om hjælp.

Måske var det fordi det var i dem selv?
At de kunne sanse smerten hos andre, fordi den selv samme indre smerte bed så hårdt og dybt i dem selv?

Jeg ved det ikke, men det leder frem til det andet paradoks, ”hvorfor så de ikke alle de ressourcer der var til rådighed i deres omgangskreds, vennekreds og familie”?

Jeg har ingen venner grundet deres skønhed, rigdom, luksus-tilværelse. Kun omgås jeg mennesker der siger mig noget som mennesker, og som inspirerer mig intellektuelt, eller som slår en tone an i mit hjerte, der gør mig glad, eller rigere som menneske når jeg er sammen med dem. Sådan tror jeg de fleste har det.

Er man (var de) ”for stor som menneske” til at komme til disse ressourcer, og lægge kortene på bordet?
Stå frem som sig selv, som menneske, uden det image, de masker, de forestillinger man har bygget op om sig selv og bede om hjælp, trøst, råd? Bare at bede om hjælp…

Hvis ”Ja det er for svært” - gavner det så at tage livet af sig selv?

• Det tager smerten – måske nu - men den forvolder 1000 fold mere hos andre - hos mig.
• Ensomheden – måske  – men der bliver en ensom plet i andre hjerter - i mit hjerte.

… det er desuden meningsløst at fjerne smerten, ensomheden, og desperationen, hvis den alene afløses af intetheden.

… hvis alene den efterlader en hob af mennesker med en smerte over tabet af en kammerat, en ven, en broder, en søn…

Alt andet lige så ville smerten fortage sig alligevel. Bevares det kan tage tid, jo, det er ubehageligt, ja, men for helvede med alt det de har ”sat på bogen” i omgangskredsen, er der masser af ”godt liv” at leve endnu.

Det er sådan et forbandet spild af liv...

Tillid

Nedenstående startede som et svar til et indlæg på Martin Bliddal's blog, en blog jeg nyder at følge. Efter et stykke tid kom jeg forbi den igen, og syntes egentlig i al ubeskedenhed at det er et udmærket lille skriv, så jeg genbruger, og supplerer, for der er trods alt sket noget siden.

Asger Fredslund (siriuspartner.dk) var med på VVFF projektet, som jeg selv deltog i. Nøgleordet for Asger er "tillid". Dette har ført til udgivelsen af bogen "Fællesskabets Magi", og denne udgivelse ledte til et interview på P1, hvor jeg lyttede interesseret.
Det ledte til at jeg atter kom til at reflektere over begerebet tillid.


I den daglige ledelse af et forretningsområde kommer man ualmindeligt langt med tillid.

Ja Asger "Tillid ændrer alt!"

Jeg oplever selv, at lægges ansvaret ud og vises der tillid, samtidig med at der spilles med åbne kort, i forhold til de rammer der sættes, så løftes ansvaret på aller bedste vis af langt langt de fleste. Derudover lægges der samtidig lokale faglige og strukturelle hensyn ned over opgaveløsningen. Det giver faktisk rigtigt fine resultater, selv om der da naturligvis også er ting der går galt i ny og næ – men netop gennem tillid til, at den der er tillagt ansvaret har et ærligt ønske om at opnå gode resultater, kan vi sammen arbejde mod at gøre det bedre næste gang.  - 
Lyder det rosenrødt? Det er det også, det er ikke et mirakelmiddel, der forhindrer uenighed, konflikter, og morsat rettede hensyn, eller nogen der svigter tilliden. De sidste er få... 


Men der er jo ikke noget unormalt i modsat rettede hensyn, uenigheder eller konflikt. Tag blot fat i  det. Hvis der er gensidig tillid, kan der oftest opnås et levedygtigt kompromis.


Hvorfor opleves dette så ikke i resten af samfundet? Det samfund der er bred enighed om, er det mest tillidsfulde i hele verden?


Hvorfor oplever jeg i min hverdag, at jeg skal udfylde indberetning 1a 1b, 2, 3, 4a, 4b, 6, 7, 9a, 9b og 9d, og indsende det til højere myndighed? 
Indledningsvist kan man vel konstatere at det i hvert tilfælde ikke er et udtryk for tillid!


Går vi op i systemet er der bare andre ´mekanismer der træder i kraft, også selv om de fleste vedholdende taler om netop tillid.

Jeg tror det handler om en ond cirkel, skabt i “Bermuda-trekanten” bestående af regering – folketing – dagspressen, og de danser om den “gyldne ko” magten, der tildeles gennem vælgerne.
Der er vil ikke den detalje en minister ikke risikerer at blive stillet til ansvar for i folketinget, og oftest alene som led i taktiske, og/eller PR mæssige overvejelser.
Jeg har set spørgsmål ned i petitesser, hvor spørgeren kunne slå svaret op i en køreplan – men det havde jo ikke givet glæden ved at “riste” en minister og holde tre (højtlønnede) embedsmænd beskæftigede med at finde svaret.
I den forbindelse er det jo ikke vanskeligt i dagliglivet at finde små perfide tåbeligheder/uretfærdigheder/uhensigtsmæssigheder osv. der kan udstille “den ansvarlige” som en der ikke har styr på tingene, og dermed forsøge at ryste det fundament “den ansvarlige” har sin magtbase på.
Derfor er man nød til i stadig stigende grad at have styr på detaljen, for først og sidst “kræver folket(inget) at der placeres et ansvar”, for kan en “modstander” stilles til ansvar, nedbrydes tilliden, og vedkommende mister magten.
Alle i de øvre dele af magtstrukturerne søger at skubbe dette ansvar fra sig, givet fordi at tages ansvaret mistes det det handler om – magten.
Dermed bliver kontrollen og regeltyraniet en selvforstærkende ond cirkel – og værst af alt er, at vi umiddelbart ikke, inden for rammerne af vores nuværende demokrati, kan komme ud af denne onde cirkel – det vil grundlæggende stride mod “Bermuda-trekantens” lovmæssigheder.
Konklusionen fra min side er at den store forskel på min hverdag og de længere oppe i systemets hverdag, er at de for at nå deres mål, er nød til at nedbryde det der er centralt i min hverdag – tillid.


Perspektiverer vi over ovenstående, så er vores samfund truet af en ondartet svulst. 
Jeg mener også at kunne se stadig flere tegn på at svulsten breder sig, som metastaser.

rundt omkring i samfundet, med overvågning, anonyme anmeldelser, kontrolforanstaltninger i stort og småt, udelukkelse af omverdenen, og bandlysning af de store fællesskaber. 

Dette centrale begreb i min hverdag, og den lim der medvirker så afgørende til nationens sammenholdskraft er ikke et valid argument når det skal diskuteres hvordan vi skal indrette os samfundsmæssigt. 


Hvis vi ikke plejer tilliden i samfundet, og beskytter den, værner om den, vil den nedbrydes. Den vil forsvinde, og med den vil få et samfund af  mistillid og mistro.


Sådan et samfund vil jeg være ualmindelig ked af at bo i. Jeg tror også at langt de fleste danskere deler det synspunkt. Men det kræver mere end god vilje og skåltaler at bevare tilliden. Det kræver ægte mod! Det kræver at du for et øjeblik blotter dig, og du løber den risiko at der er nogen der svigter tilliden, og påfører dig tab, følelsesmæssigt, eller materielt. Den pris er du nød til at acceptere, og efterfølgende insistere på tilliden, og frafalde den nagende trang til at opbygge forsvarsværker mod alle i omverdenen, blot for at sikre dig mod få misdædere. Det mod er der mange der ikke har - og de fodrer villigt mistillidssvulsten med næring.


Lad os sammen tage ansvar, og udvise mod...

skab tillid. 

Wind vs. Politisk establishment

Nu har jeg hørt politikere over en bred front kritisere M. Wind - så jeg tillader mig at bringe min egen analyse...

Jeg forstår ikke forargelsen over Winds konklusioner...

Jeg repeterer lige hvad jeg har oplevet

1) Der skal findes et antal milliarder i forbindelse med finanslov 2012.

2) En del af finansieringen søges skaffet ved at der skæres i efterlønnen.

3) For at gøre det, skal tyvegods på vej ud af landet samt personfarlig kriminalitet ind i landet stoppes - idet det udøves af udlændinge (det mangler der så dokumentation for, men fred være med det) - (hvad dette så har med efterløn og finansloven at gøre, henstår i det uvisse, hvis bortses fra de 150 mio. det koster at gennemføre?!?)

4) For at opfylde 3) etableres der så toldkontrol (toldkontrol er at en tolder leder efter varer der smugles uretmæssigt ind i landet)

4,½) Nu opstår der så et dilemma. Det består i at 4) ikke afhjælper 3), med mindre der a) tilføres tolderne politimæssige beføjelser (så er retsplejen i spil), eller b) der suppleres med politi ved toldkontrollen, der foretager person-kontrol, hvilket så er et brud på Schengen aftalen.

5) Wind påpeger så (måske fejlagtigt?) at 3) er valgflæsk, da det ikke er en kur mod 2), og da det ikke har noget med finanslov og efterløn at gøre - eller alternativt - konstaterer at 3,5) er et brud på en indgået konvention.

Her bør det måske tilføjes at forarbejdet i forbindelse med forslaget, som normalt foretages, ikke har handlet om de centrale aftaler i forbindelse med grænse - og toldkontrol - det kan så undre en hel del, men forskønner jo ikke det overordnede indtryk af, at det er andet end signal politik (VALGFLÆSK)

Uanset så ender hun med at have ret, for der er kun valgflæsk eller ulovligheder at vælge imellem.

 Jeg har svært ved at nå frem til en anden konklusion, end at hendes faglighed ikke er kompromitteret, selv om hun i sit ordvalg kommer tæt nok på at formidle sine konklusioner vel "folkeligt" 

Hele forløbet i finanslovsforhandlingerne minder mest af alt om Hjallerup marked, endda på en af de mindre heldige dage. Grænse/Schengen problematikken er tillige en kluntet gennemført og kedeligt sag for vores nation, ikke mindst i forhold til landets omdømme... Det er så min analyse