Tillid

Nedenstående startede som et svar til et indlæg på Martin Bliddal's blog, en blog jeg nyder at følge. Efter et stykke tid kom jeg forbi den igen, og syntes egentlig i al ubeskedenhed at det er et udmærket lille skriv, så jeg genbruger, og supplerer, for der er trods alt sket noget siden.

Asger Fredslund (siriuspartner.dk) var med på VVFF projektet, som jeg selv deltog i. Nøgleordet for Asger er "tillid". Dette har ført til udgivelsen af bogen "Fællesskabets Magi", og denne udgivelse ledte til et interview på P1, hvor jeg lyttede interesseret.
Det ledte til at jeg atter kom til at reflektere over begerebet tillid.


I den daglige ledelse af et forretningsområde kommer man ualmindeligt langt med tillid.

Ja Asger "Tillid ændrer alt!"

Jeg oplever selv, at lægges ansvaret ud og vises der tillid, samtidig med at der spilles med åbne kort, i forhold til de rammer der sættes, så løftes ansvaret på aller bedste vis af langt langt de fleste. Derudover lægges der samtidig lokale faglige og strukturelle hensyn ned over opgaveløsningen. Det giver faktisk rigtigt fine resultater, selv om der da naturligvis også er ting der går galt i ny og næ – men netop gennem tillid til, at den der er tillagt ansvaret har et ærligt ønske om at opnå gode resultater, kan vi sammen arbejde mod at gøre det bedre næste gang.  - 
Lyder det rosenrødt? Det er det også, det er ikke et mirakelmiddel, der forhindrer uenighed, konflikter, og morsat rettede hensyn, eller nogen der svigter tilliden. De sidste er få... 


Men der er jo ikke noget unormalt i modsat rettede hensyn, uenigheder eller konflikt. Tag blot fat i  det. Hvis der er gensidig tillid, kan der oftest opnås et levedygtigt kompromis.


Hvorfor opleves dette så ikke i resten af samfundet? Det samfund der er bred enighed om, er det mest tillidsfulde i hele verden?


Hvorfor oplever jeg i min hverdag, at jeg skal udfylde indberetning 1a 1b, 2, 3, 4a, 4b, 6, 7, 9a, 9b og 9d, og indsende det til højere myndighed? 
Indledningsvist kan man vel konstatere at det i hvert tilfælde ikke er et udtryk for tillid!


Går vi op i systemet er der bare andre ´mekanismer der træder i kraft, også selv om de fleste vedholdende taler om netop tillid.

Jeg tror det handler om en ond cirkel, skabt i “Bermuda-trekanten” bestående af regering – folketing – dagspressen, og de danser om den “gyldne ko” magten, der tildeles gennem vælgerne.
Der er vil ikke den detalje en minister ikke risikerer at blive stillet til ansvar for i folketinget, og oftest alene som led i taktiske, og/eller PR mæssige overvejelser.
Jeg har set spørgsmål ned i petitesser, hvor spørgeren kunne slå svaret op i en køreplan – men det havde jo ikke givet glæden ved at “riste” en minister og holde tre (højtlønnede) embedsmænd beskæftigede med at finde svaret.
I den forbindelse er det jo ikke vanskeligt i dagliglivet at finde små perfide tåbeligheder/uretfærdigheder/uhensigtsmæssigheder osv. der kan udstille “den ansvarlige” som en der ikke har styr på tingene, og dermed forsøge at ryste det fundament “den ansvarlige” har sin magtbase på.
Derfor er man nød til i stadig stigende grad at have styr på detaljen, for først og sidst “kræver folket(inget) at der placeres et ansvar”, for kan en “modstander” stilles til ansvar, nedbrydes tilliden, og vedkommende mister magten.
Alle i de øvre dele af magtstrukturerne søger at skubbe dette ansvar fra sig, givet fordi at tages ansvaret mistes det det handler om – magten.
Dermed bliver kontrollen og regeltyraniet en selvforstærkende ond cirkel – og værst af alt er, at vi umiddelbart ikke, inden for rammerne af vores nuværende demokrati, kan komme ud af denne onde cirkel – det vil grundlæggende stride mod “Bermuda-trekantens” lovmæssigheder.
Konklusionen fra min side er at den store forskel på min hverdag og de længere oppe i systemets hverdag, er at de for at nå deres mål, er nød til at nedbryde det der er centralt i min hverdag – tillid.


Perspektiverer vi over ovenstående, så er vores samfund truet af en ondartet svulst. 
Jeg mener også at kunne se stadig flere tegn på at svulsten breder sig, som metastaser.

rundt omkring i samfundet, med overvågning, anonyme anmeldelser, kontrolforanstaltninger i stort og småt, udelukkelse af omverdenen, og bandlysning af de store fællesskaber. 

Dette centrale begreb i min hverdag, og den lim der medvirker så afgørende til nationens sammenholdskraft er ikke et valid argument når det skal diskuteres hvordan vi skal indrette os samfundsmæssigt. 


Hvis vi ikke plejer tilliden i samfundet, og beskytter den, værner om den, vil den nedbrydes. Den vil forsvinde, og med den vil få et samfund af  mistillid og mistro.


Sådan et samfund vil jeg være ualmindelig ked af at bo i. Jeg tror også at langt de fleste danskere deler det synspunkt. Men det kræver mere end god vilje og skåltaler at bevare tilliden. Det kræver ægte mod! Det kræver at du for et øjeblik blotter dig, og du løber den risiko at der er nogen der svigter tilliden, og påfører dig tab, følelsesmæssigt, eller materielt. Den pris er du nød til at acceptere, og efterfølgende insistere på tilliden, og frafalde den nagende trang til at opbygge forsvarsværker mod alle i omverdenen, blot for at sikre dig mod få misdædere. Det mod er der mange der ikke har - og de fodrer villigt mistillidssvulsten med næring.


Lad os sammen tage ansvar, og udvise mod...

skab tillid.