onsdag den 29. december 2010

Tanker om tro

Inspireret af AnD'ens julehumør, á sætningen "religion er politik for de store og trøst for de små", kom jeg til at tænke lidt over tro og religion.


Der er en stærk og almen gyldig læresætning hos den moderne dansker, "jeg er ikke troende"!


Nuvel den påstand kunne det være interessant at se på, for det tror jeg nu de er, langt den overvejende del af dem i ihvertfald.


Min påstand skal altså være "Langt den overvejende del af danskerne er gnostikere!"


Vejen gennem argumentationen bliver lang, den bliver ustruktureret, og fyldt med løse påstande, lange omveje, for jeg vil lade mit "gule sind" råde fuldt og helt, og lade tanker og associationer folde sig frit ud. 


___


Ca. 85% (rundt regnet 4.5 mio.) af danskerne er medlemmer af folkekirken. Var man ateist, muslim, katolik, eller andet, ville man, om ikke for andet, så for at spare de vel 2500 kr. der skal erlægges i kirkeskat, melde sig ud.


Af alle de mange medlemmer kirken har, er det et absolut fåtal der møder frem til almindelige kirkelige handlinger. Dette kan tages som et udtryk for manglende tro, manglende engagement, kedelig eller intetsigende liturgi, dovenskab (mentalt som fysisk), eller næsten hvad som helst andet. Der er oprettet hele institutter i universitetsverdenen omhandlende religion og tro. Dette til trods er der ingen der har fundet emnet manglende fremmøde-kontra medlemsskab tilstrækkeligt interessant, til at forske i det. Der er en bevægelse i kirkelige kredse, i retningen af, at folkekirken vil forske selv. Forskningen vil blandt andet beskæftige sig med hvorfor så mange melder sig ud. Jeg syntes nu det er mere interessant at undersøge hvorfor de bliver...


"hvorfor majoriteten af befolkningen gladeligt betaler ca. 2500 kr for en kirke de aldrig sætter deres fod i, men til gengæld tuder over 2500 kr. i licens for et TV, de beviseligt sidder og glor på det meste af tiden".


Måske kirken skal prise sig lykkelig for at der er så få kirkegængere.


Kan man overhovedet være kristen uden aktivt at udøve religionen, eller udvise nogen form for religiøs adfærd?


Det er det ud til at man kan, ihvertfald i de nordiske lande. Når det er sagt, har jeg implicit diskvalificeret den religiøse udøvelse der kunne ligge i at møde frem juleaften, at deltage i dåb, komfirmation, bryllup og begravelser. Kan foranstående anses for "tilstrækkelig højde for religiøs udøvelse" ja så udøves religionen ihvertfald for minimum en trediedel af medlemmerne, eftersom 1,5 mio. danskere deltrager i julegudstjenesterne, og hertil skal så lægges de der deltager i forskellige ceremonier over året. 


De nordiske lande er karakteriseret ved, at antallet der er eksplicit troende (på forespørgsel svarer "ja" til at være troende) er lavt, medens antallet der er medlemmer af en religiøs organisation, er meget højt. 
Dette forhold skyldes givet ikke mindst folkekirken, med sit meget høje medlemsandel af befolkningen. I det øvrige vesten forholder det sig stik modsat. I Sverige blev stat og kirke adskilt i 2000, hvilket har bragt medlemstallet ned fra 85% til 75%, et stort tab, men fortsat en meget høj grad af religiøs organisering i forhold til andre lande.




En hurtig (og det var omstændigt) afsøgning af mine Facebook venners oplysninger afslører, at et absolut fåtal viser "Religiøs overbevisning". Det kan naturligvis være ud fra den iboende danske forståelse af at religion er en "privat sag". I øvrigt et mantra jeg ser som en glimrende undskyldning for at undlade, at forholde sig til et ikke ubetydende aspekt af egen eksistens. (Det uanset om man når frem til at være troende, eller ej). 


Mit uvidenskabelige bud på hvorfor de bliver, er at de er bange for at "gud bliver sur" hvis de melder sig ud.


Nuvel de tror ikke på gud! I hvert fald ikke "den gud" 
...men hvis de nu tager fejl? 
At melde sig ud er jo som at gå fra at være "Peter" (benægte) til at være "Judas" (aktiv handling imod), og Peter slap jo godt fra det, hvor imod Judas har knap så godt et ry.


Det kræver mod at gå imod "gud". 


Selv hovedparten af ateisterne tør ikke gå mod gud, for deres ateistiske ståsted er ikke mere sikkert, end at de ved en efterprøvning viser sig at have en erstatningssutteklud i form af "et andet højere væsen". De er med andre ord i højere grad en form for gnostikere end de er ateister!


Hvor kommer dette behov for "en højere magt" så fra? 
Det er der sikkert filosoffer der kan sige meget mere fornuftigt om end jeg, men et skud skal den da have.


Hvis man ikke har troen på "det evige liv", reinkarnation, en mening med, eller forklaring på hvorfor man "er", eller "er her", da bliver tilstedeværelsen "meningsløs". Meningsløs i ordets egentlige forstand.


Meningsløs i den forståelse for liv og livet hvor dette, i bedstefald, kun giver mening i øjeblikket.


Dette afstedkommer i øvrigt, at der bliver lagt stedse mere energi i at forhindre at "øjeblikket" bliver afbrudt. Det ses blandt andet i kravet om helbredelse, øjeblikkelig og 100%, som sygehusvæsenet mødes af. 


I og med at liv kun giver mening i øjeblikket, vil enhver forlængelse af livet i øvrigt være meningsfuldt i sig selv.


Det er jo i grunden dybt angstprovokerende, at livet kan slutte i det næste øjeblik, og det næste øjeblik således ikke giver mening.

Med mindre man har en iboende tro på at man har udrettet noget skelsættende eller i det mindste noget vigtigt i livet, noget der har sat sig egentlige spor, noget der vil blive husket, ja så har de år man til forn har levet, været spildt. Tillige er der ikke noget "efterliv" hvor man kan rette op på det faktum. Det har bare været en tur i tivoli, en oplevelse, uden nogen anden mening end at få tiden til at gå. Det vil givet for de fleste være en utilfredsstillende konklusion på hvorfor de henslæber en tilværelse her på jorden.

Dette kommer da også til udtryk både i og uden for folkekirken. Om det kommer til udtryk i andre religiøse organisationer, har jeg ikke nogen anelse om, så jeg holder mig til folkekirken.

Ses der på folkekirken, er den reelt så rummelig, at den i højere grad er ved at blive en gnostisk forening, end en egentlig kristen kirke. Der er vel nærmest plads til alt, for ikke at fornærme nogen, eller komme på kant med nogen. Den er blot en "telefonkoks" til den højere magt.

Eksempelvis skal kirken kunne rumme alt fra "de to fætre", over indre mission, til en reinkarnations troende præst, for ikke at glemme de humanistiske præster. 

Medlemmerne er heller ikke til megen støtte, de fortolker næsten hvad som helst ind i kirken, og de færreste er synderligt velbevandrede i den kristne tro, end sige i den kristne kulturtradition. Deres argumentation beror ofte på tradition, og behov for ritualer. Et sådant behov opstår vel ikke ud af det blå? 

Man kunne få den tanke, at den stadig stigende støtte til andre kirkesamfund, der har været en tendens de sidste mange år, kunne være et udtryk for at "de egentlig troende kristne" søger væk fra kirken, hvilket ville støtte min påstand om det gnostiske element i folkekirken. Dette kunne man så kursere over som en egentlig tilbagevenden til den kristne kirkes udgangspunkt, der ihvertfald i følge visse kilder havde gnostiske træk. 


Humanistisk Samfund er et relativt nyt bud på en alternativ ramme. De skriver selv:

Humanistisk Samfund er en forening, der på et Humanistisk værdigrundlag, arbejder for at mennesker frit skal kunne vælge et livssyn og et liv fri for religion og religiøs indblanding. Derfor tilbyder vi mulighed for at markere livets store begivenheder på en højtidelig måde og på grundlag af et livssyn og en etik, der giver indhold og dybde.

Grundlæggende noget vås, man ophøjer bare en borgerlig kulturel/filosofisk opfattelse "Humanisme" til den fordring der er for livet, og hermed har man skabt en ny religion :-\

De kludrer da også rundt i det, ved foreksempel at tilbyde "konfirmation". Konfirmation, - bekræftigelse - af hvad, hvis der ikke bag bekræftigelsen er et dogme at bekræfte?


Der kan naturligvis godt argumenteres for det modsatte, at det ikke er et "dogme", og det udelukkende er ritualer, der markerer en proces (milestone), og at der ikke er indbygget noget i ceremoniencellet. Men så er ceremonien tom?

Hvis alt kan tolkes ind i, blive alt lige gyldigt, sammenstil selv de to ord...


Til bage til hvor jeg slap...

Den påstand må for øvrigt også gælde for folkekirken...


Den lider som jeg ser det under at være en "statsreligion", et statsstyret (liturgien er kirkens jeg ved det, "indre kirkelige anliggender") foretagende, hvor demokratiet, og den politiske korrekthed sniger sig ind. Kirken skal rumme alle, ikke af hensyn til teksterne og troen den er funderet på, men af hensyn til de demokratiske rettigheder, ligestilling, og andre politiske hensyn, den er styret af. Netop derfor tror jeg at de øvrige kirkesamfund "blomstrer" - har vind i sejlene - de troende trækker bort fra folkekirken, og lader folkekirken tilbage, ikke som et trossamfund, men som en kulturel institution, på linie med kongehuset. Noget danskerne kan samles om som noget "særligt dansk"


Kan man være medlem af folkekirken uden at være kristen, ja!


Der er stof her til langt mere, men jeg vil stoppe her - måske en dag den hellige ild rammer mig, vil jeg samle op på alle de mange mange ender jeg ikke fik bundet, jeg baklager at have ulejlige dig med denne smørre uden en egentlig konklusion . . . 




2 kommentarer:

  1. Det er et alt for stort emne til at man (jeg) orker at tage det op.

    Religion er og har været et middel til at forklare det uforklarlige. Det er også det bedste masseødelæggelsesvåben vi nogen sinde har opfundet.

    Religionshistorie er vanvittigt interessant. Man behøver bare starte med synoden i Nikæa i 325. Så står det klart at biblen er den omhyggeligt udvalgte og nøje redigerede ....øhh ... sandhed?

    Jeg har ingen errindring om hvor jeg var før jeg blev født, så jeg forventer tilsvarende glemsel og uvidenhed når jeg dør. Der er ikke noget galt med livet; men hvorfor dog bruge det på at videreføre det???? Hvorfor ikke bare leve sit eget liv, til glæde for en selv, og s lade andre om at føre arten videre ... hvis det da skulle føre til noget fornuftigt? Skal man huskes for noget skal man jo være på omgangshøjde med Stalin og Hitler. Kun enkelte formår at blive husket for noget godt.

    SvarSlet
  2. Ja kun enkelte huskes for noget godt, og oftest kun fordi nogle "onde" tog livet af dem medens de var på toppen :-(

    Det er - vil jeg tro - en "design fejl" i menneskets hjerne der betinger at de fleste af os gerne vil have en "mening" med at vi er her, de der ikke finder den - meningen (gennem religion, gennem "hokus-pokus" gennem videnskabelige dogmer, gennem "hvad ved jeg")får ofte et "skidt" liv - det er en af de ting der gør fænomenet "religion i bred forstand" interessant at "spinde en ende over"

    SvarSlet