Selvmord

Hvorfor?

Billedet er stjålet fra nettet, kilde ukendt

Det er vel det oftest stillede spørgsmål, når man får tidender, om at en man kender, en ven, en kammerat har taget livet af sig selv.

Carsten har lige gjort det – taget sit eget liv.

Livet blev for tungt, der sås ikke andre udveje end at gøre en ende på det. Gøre en ende på et liv, der trods sorte stunder, dog for langt hovedparten var fyldt med glæde og energi. Med spændende udfordringer, der blev løftet med fasthed, og vilje, med overskud og smil på læben - men ikke denne sidste udfordring. Den der bestod i at skulle se sin omverden i øjnene, med den deroute livet nu engang havde i drejebogen for ham i denne periode, perioden der skulle vise sig at blive den sidste.

Denne tekst er tilegnet Carsten, til hans minde, og som måske en sidste ”god gerning” der kan komme ud af den fejlslutning der førte til hans tåbelige valg.

Hvis dog blot én af de der læser dette, enten krammer en ven i krise, eller bruger sine ressourcer rigtigt, den dag de selv står med tanken om at gøre en ende på livet for at overvinde den modstand de bydes.

Jeg skriver det ikke mindst for min egen skyld, for når nogen vælger den løsning, kværner det også i hovedet på mig – HVORFOR?

Nu er Carsten ikke den eneste, ej heller den nærmeste, jeg har været udsat for tager den irreversible vej.

Derfor vil teksten ikke handle om Carsten specifikt, det er der andre der må forfatte.  Mennesker der stod ham langt nærmere end jeg. Den tager udgangspunkt i de jeg kender, der har gjort det, og den læring vi der skal leve videre, et unikt menneske fattigere, måske kan tage til os.

Hvilken eklatant fejlvurdering af situationen!

Den rejser som jeg ser det to principielle spørgsmål.

1. Hvordan fanden kunne vi overse at det var undervejs?
2.   Hvordan fanden kunne selvmorderen overse alle de ressourcer der var til rådighed?

Mange -mange mennesker var blevet rørt gennem tiden at disse mennesker, og alle som en har de udtrykt sorg over tabet – alle som én har de tænkt, ”kunne jeg have gjort noget?” – alle som én ville have strakt sig langt, kunne det have ændret udfaldet.

Det er således ikke velviljen der mangler.

Vi ser blot ikke selvmordet komme, vi opdager det først når skuddet går.

Men SÅ ser vi det!

Alle ulykkerne, al modstanden, alle forhindringerne og trakasserierne der samlet ledte til kortslutningen i hovedet på staklerne.  Men vi forstår det fortsat ikke, blot ville vi ønske at vi havde budt på kaffe, en snak et kram, noget nærvær, noget der kunne lindre den smerte der slutteligt skubbede dem ud over kanten.

Men…

havde vi gjort det, havde vi ikke spurgt ind til det vigtige, det svære, det ømme punkt, for grundlæggende er vi bange for at såre, eller for at ”træde i det”, for at blande os.

Jeg har kun kendt få der ikke havde denne barriere, men turde ”gå lige på”.

To af dem er ikke mere, for lige så hjælpsomme de var, lige så dårlige var de til selv at spørge om hjælp.

Måske var det fordi det var i dem selv?
At de kunne sanse smerten hos andre, fordi den selv samme indre smerte bed så hårdt og dybt i dem selv?

Jeg ved det ikke, men det leder frem til det andet paradoks, ”hvorfor så de ikke alle de ressourcer der var til rådighed i deres omgangskreds, vennekreds og familie”?

Jeg har ingen venner grundet deres skønhed, rigdom, luksus-tilværelse. Kun omgås jeg mennesker der siger mig noget som mennesker, og som inspirerer mig intellektuelt, eller som slår en tone an i mit hjerte, der gør mig glad, eller rigere som menneske når jeg er sammen med dem. Sådan tror jeg de fleste har det.

Er man (var de) ”for stor som menneske” til at komme til disse ressourcer, og lægge kortene på bordet?
Stå frem som sig selv, som menneske, uden det image, de masker, de forestillinger man har bygget op om sig selv og bede om hjælp, trøst, råd? Bare at bede om hjælp…

Hvis ”Ja det er for svært” - gavner det så at tage livet af sig selv?

• Det tager smerten – måske nu - men den forvolder 1000 fold mere hos andre - hos mig.
• Ensomheden – måske  – men der bliver en ensom plet i andre hjerter - i mit hjerte.

… det er desuden meningsløst at fjerne smerten, ensomheden, og desperationen, hvis den alene afløses af intetheden.

… hvis alene den efterlader en hob af mennesker med en smerte over tabet af en kammerat, en ven, en broder, en søn…

Alt andet lige så ville smerten fortage sig alligevel. Bevares det kan tage tid, jo, det er ubehageligt, ja, men for helvede med alt det de har ”sat på bogen” i omgangskredsen, er der masser af ”godt liv” at leve endnu.

Det er sådan et forbandet spild af liv...

Tillid

Nedenstående startede som et svar til et indlæg på Martin Bliddal's blog, en blog jeg nyder at følge. Efter et stykke tid kom jeg forbi den igen, og syntes egentlig i al ubeskedenhed at det er et udmærket lille skriv, så jeg genbruger, og supplerer, for der er trods alt sket noget siden.

Asger Fredslund (siriuspartner.dk) var med på VVFF projektet, som jeg selv deltog i. Nøgleordet for Asger er "tillid". Dette har ført til udgivelsen af bogen "Fællesskabets Magi", og denne udgivelse ledte til et interview på P1, hvor jeg lyttede interesseret.
Det ledte til at jeg atter kom til at reflektere over begerebet tillid.


I den daglige ledelse af et forretningsområde kommer man ualmindeligt langt med tillid.

Ja Asger "Tillid ændrer alt!"

Jeg oplever selv, at lægges ansvaret ud og vises der tillid, samtidig med at der spilles med åbne kort, i forhold til de rammer der sættes, så løftes ansvaret på aller bedste vis af langt langt de fleste. Derudover lægges der samtidig lokale faglige og strukturelle hensyn ned over opgaveløsningen. Det giver faktisk rigtigt fine resultater, selv om der da naturligvis også er ting der går galt i ny og næ – men netop gennem tillid til, at den der er tillagt ansvaret har et ærligt ønske om at opnå gode resultater, kan vi sammen arbejde mod at gøre det bedre næste gang.  - 
Lyder det rosenrødt? Det er det også, det er ikke et mirakelmiddel, der forhindrer uenighed, konflikter, og morsat rettede hensyn, eller nogen der svigter tilliden. De sidste er få... 


Men der er jo ikke noget unormalt i modsat rettede hensyn, uenigheder eller konflikt. Tag blot fat i  det. Hvis der er gensidig tillid, kan der oftest opnås et levedygtigt kompromis.


Hvorfor opleves dette så ikke i resten af samfundet? Det samfund der er bred enighed om, er det mest tillidsfulde i hele verden?


Hvorfor oplever jeg i min hverdag, at jeg skal udfylde indberetning 1a 1b, 2, 3, 4a, 4b, 6, 7, 9a, 9b og 9d, og indsende det til højere myndighed? 
Indledningsvist kan man vel konstatere at det i hvert tilfælde ikke er et udtryk for tillid!


Går vi op i systemet er der bare andre ´mekanismer der træder i kraft, også selv om de fleste vedholdende taler om netop tillid.

Jeg tror det handler om en ond cirkel, skabt i “Bermuda-trekanten” bestående af regering – folketing – dagspressen, og de danser om den “gyldne ko” magten, der tildeles gennem vælgerne.
Der er vil ikke den detalje en minister ikke risikerer at blive stillet til ansvar for i folketinget, og oftest alene som led i taktiske, og/eller PR mæssige overvejelser.
Jeg har set spørgsmål ned i petitesser, hvor spørgeren kunne slå svaret op i en køreplan – men det havde jo ikke givet glæden ved at “riste” en minister og holde tre (højtlønnede) embedsmænd beskæftigede med at finde svaret.
I den forbindelse er det jo ikke vanskeligt i dagliglivet at finde små perfide tåbeligheder/uretfærdigheder/uhensigtsmæssigheder osv. der kan udstille “den ansvarlige” som en der ikke har styr på tingene, og dermed forsøge at ryste det fundament “den ansvarlige” har sin magtbase på.
Derfor er man nød til i stadig stigende grad at have styr på detaljen, for først og sidst “kræver folket(inget) at der placeres et ansvar”, for kan en “modstander” stilles til ansvar, nedbrydes tilliden, og vedkommende mister magten.
Alle i de øvre dele af magtstrukturerne søger at skubbe dette ansvar fra sig, givet fordi at tages ansvaret mistes det det handler om – magten.
Dermed bliver kontrollen og regeltyraniet en selvforstærkende ond cirkel – og værst af alt er, at vi umiddelbart ikke, inden for rammerne af vores nuværende demokrati, kan komme ud af denne onde cirkel – det vil grundlæggende stride mod “Bermuda-trekantens” lovmæssigheder.
Konklusionen fra min side er at den store forskel på min hverdag og de længere oppe i systemets hverdag, er at de for at nå deres mål, er nød til at nedbryde det der er centralt i min hverdag – tillid.


Perspektiverer vi over ovenstående, så er vores samfund truet af en ondartet svulst. 
Jeg mener også at kunne se stadig flere tegn på at svulsten breder sig, som metastaser.

rundt omkring i samfundet, med overvågning, anonyme anmeldelser, kontrolforanstaltninger i stort og småt, udelukkelse af omverdenen, og bandlysning af de store fællesskaber. 

Dette centrale begreb i min hverdag, og den lim der medvirker så afgørende til nationens sammenholdskraft er ikke et valid argument når det skal diskuteres hvordan vi skal indrette os samfundsmæssigt. 


Hvis vi ikke plejer tilliden i samfundet, og beskytter den, værner om den, vil den nedbrydes. Den vil forsvinde, og med den vil få et samfund af  mistillid og mistro.


Sådan et samfund vil jeg være ualmindelig ked af at bo i. Jeg tror også at langt de fleste danskere deler det synspunkt. Men det kræver mere end god vilje og skåltaler at bevare tilliden. Det kræver ægte mod! Det kræver at du for et øjeblik blotter dig, og du løber den risiko at der er nogen der svigter tilliden, og påfører dig tab, følelsesmæssigt, eller materielt. Den pris er du nød til at acceptere, og efterfølgende insistere på tilliden, og frafalde den nagende trang til at opbygge forsvarsværker mod alle i omverdenen, blot for at sikre dig mod få misdædere. Det mod er der mange der ikke har - og de fodrer villigt mistillidssvulsten med næring.


Lad os sammen tage ansvar, og udvise mod...

skab tillid.