torsdag den 16. juni 2011

Wind vs. Politisk establishment

Nu har jeg hørt politikere over en bred front kritisere M. Wind - så jeg tillader mig at bringe min egen analyse...

Jeg forstår ikke forargelsen over Winds konklusioner...
Jeg repeterer lige hvad jeg har oplevet

1) Der skal findes et antal milliarder i forbindelse med finanslov 2012.


2) En del af finansieringen søges skaffet ved at der skæres i efterlønnen.

3) For at gøre det, skal tyvegods på vej ud af landet samt personfarlig kriminalitet ind i landet stoppes - idet det udøves af udlændinge (det mangler der så dokumentation for, men fred være med det) - (hvad dette så har med efterløn og finansloven at gøre, henstår i det uvisse, hvis bortses fra de 150 mio. det koster at gennemføre?!?)

4) For at opfylde 3) etableres der så toldkontrol (toldkontrol er at en tolder leder efter varer der smugles uretmæssigt ind i landet)

4,½) Nu opstår der så et dilemma. Det består i at 4) ikke afhjælper 3), med mindre der a) tilføres tolderne politimæssige beføjelser (så er retsplejen i spil), eller b) der suppleres med politi ved toldkontrollen, der foretager person-kontrol, hvilket så er et brud på Schengen aftalen.

5) Wind påpeger så (måske fejlagtigt?) at 3) er valgflæsk, da det ikke er en kur mod 2), og da det ikke har noget med finanslov og efterløn at gøre - eller alternativt - konstaterer at 3,5) er et brud på en indgået konvention.

Her bør det måske tilføjes at forarbejdet i forbindelse med forslaget, som normalt foretages, ikke har handlet om de centrale aftaler i forbindelse med grænse - og toldkontrol - det kan så undre en hel del, men forskønner jo ikke det overordnede indtryk af, at det er andet end signal politik (VALGFLÆSK)

Uanset så ender hun med at have ret, for der er kun valgflæsk eller ulovligheder at vælge imellem.

 Jeg har svært ved at nå frem til en anden konklusion, end at hendes faglighed ikke er kompromitteret, selv om hun i sit ordvalg kommer tæt nok på at formidle sine konklusioner vel "folkeligt" 


Hele forløbet i finanslovsforhandlingerne minder mest af alt om Hjallerup marked, endda på en af de mindre heldige dage. Grænse/Schengen problematikken er tillige en kluntet gennemført og kedeligt sag for vores nation, ikke mindst i forhold til landets omdømme... Det er så min analyse